
Med det stigende fokus på knivoverfald, er det forståeligt, at nogle kan blive nervøse. Men statistikker viser, at risikoen for den enkelte stadig er meget lille i Danmark. Der er nemlig færre, der går med kniv, end man skulle tro, og endnu færre, der kunne drømme om at bruge den.
Trods voldsomme episoder er der statistisk set ingen stigning i antallet af knivoverfald - problemet fylder blot meget i medierne og i befolkningens bevidsthed. Derfor ønsker Det Kriminalpræventive Råd at udbrede budskabet om, at man kun behøver bevæbne sig med godt humør, når man går i byen.
Årsagen til, at nogle medbringer kniv, bunder oftest i frygt. De har en opfattelse af, at det er blevet farligt at færdes i nattelivet, og de vil derfor gerne kunne beskytte sig. Kniven er i de fleste tilfælde tænkt til selvforsvar, men i en konfliktsituation er det ofte tilfældigt, hvem der bliver offer, og hvem der ender som gerningsmand.
Man kan selv være med til at undgå konflikter og gøre nattelivet mere trygt at færdes i. For eksempel kan man blive bedre til ikke at lade sig provokere, og det skal være acceptabelt at "glide af" på en konfliktsituation og gå. Også selv om man måske føler, at man taber ansigt. Man skal ikke acceptere hvad som helst, men man skal være med til at tage ansvar for, at situationen ikke udvikler sig. Det kan man blandt andet også gøre ved at reagere og tilkalde hjælp, hvis man ser andre i slagsmål - uden at man selv indblandes direkte.
Der findes alternativer til et voldeligt natteliv. De fleste går jo i byen for at have en sjov aften, og det skal stadig være udgangspunktet. Det Kriminalpræventive Råd ønsker at motivere andre til at vælge løsninger, der forebygger konflikter ved at give folk værktøjer til at gøre det. Derfor er det vigtigt for Det Kriminalpræventive Råd at udbrede budskabet til alle. Der er nemlig færre, der går med kniv, end man skulle tro. Og sådan skulle det gerne fortsætte.
Bestil ’Bliv tryg i nattelivet’ til dig selv eller til en du kender og lær meget mere om, hvordan man bliver mere tryg, når man skal i byen.

